Nyheder / NYHEDSARKIV 2017 / Fjerde kvartal / Jubilæums- og indvielsesfest i Bylderup Bov

Jubilæums- og indvielsesfest i Bylderup Bov

I 1967 blev det tidligere forsamlingshus solgt til Luthersk Mission i Bylderup Bov.
Huset har siden været flittigt brugt til en bred vifte af aktiviteter lige fra klubarbejde for børn, teenagere, unge og til voksen-arrangementer.
Der er aktiviteter i huset i rigtig mange dage om ugen og det har været en god ramme i de 50 år fortæller formand for Luthersk Mission, Olaf Lagoni.

I 2013 blev Luthersk Mission i Bylderup Bov til en evangelisk Luthersk frimenighed. Det medførte, at foreningen udvidede aktiviteterne til også at omfatte gudstjenester med de kirkelige handlinger, der hører med til det.

Vi har oplevet det glædelige de sidste år, at der har været en større tilslutning til specielt gudstjenesterne Vi har rigtig mange børnefamilier, der slutter sig til og kommer trofast. Der kan være op mod 30 børn til børnekirke under prædikenen fortæller formanden.
Forsamlingen spænder aldersmæssigt fra helt nyfødte til den ældste på 91 år.

Den stigende tilslutning og et ønske om at husets funktion kom til at spille bedre sammen med de forskellige aktiviteter førte til en beslutning om at renovere og udbygge missionshuset.
Projektet begyndte i foråret og står nu klar til at blive taget i brug ved gudstjenesten søndag d. 26. november kl. 10,30. Renovering og byggeri har været en kombination af professionelle håndværkere og en mængde frivilligt arbejde.
Der er bygget nyt indgangsparti, et rum for småbørnsfamilier, og en ny mødesal med plads til 150 mennesker. Samtidige er de gamle lokaler også shinet op, fortæller Olaf Lagoni.
Vi glæder os rigtig meget til at tage de nye lokaler i brug og tror, at de vil være nogle fantastiske rammer om det fremtidige arbejde.

Der er linet op til en stor festdag søndag d. 26. november, hvor der både holdes 50 års jubilæum for køb af huset og indvielsesfest for det nye. Her forventes over 120 gæster at deltage i festlighederne.

Lørdag d. 2. december inviteres byen befolkning til åbent hus fra kl. 11 til kl. 14, så alle har mulighed for at komme indenfor og besigtige de nye lokaler. Det er jo ikke så ofte, der bygges i Bylderup Bov, så vi tror der er interesse for det, slutter Olaf.

 
 
November 2017