Som bekendt fører alle veje til rom, men fredag den 24. marts var det rommens veje der førte til Slogs Herreds Hus.
Hér afholdte Burkal-Bylderup Seniorklub og Slogs Herreds Hus i fællesskab romsmagning for alle interesserede.
40 personer deltog i et spændende foredrag om rom, og hvordan man producerer rom de forskellige steder i verden.
”Aftenen startede med en god omgang biksemad”, fortæller formand for Slogs Herreds Hus, Rasmus Jensen, ”og stemningen var rigtig god”.
”Tommy fra Mac Y havde medbragt 8 forskellige slags rom, som deltagerne fik mulighed for selv at vurdere og bedømme ud fra et afkrydsningsskema”. ”Tommy stammer fra Norge”, fortsætter Rasmus, ”og hele aftenen brugte han god humor i sine fortællinger, blandet op med lidt norsk selvironi, og tilsat nogle sønderjyske udtryk”.
”I foredraget var der ilagt en pause, hvor der blev serveret ostebord fra Osteboden i Rødekro, og hvor der var lejlighed til at smage på flere forskellige oste – virkelig lækkert”, slutter Rasmus.
Ludvig Hansen fra Seniorklubben var også rigtig godt tilfreds. ”Det var rigtig dejligt at se opbakningen til arrangementet”. ”Alt i alt var det bare en rigtig hyggelig aften, og så havde vi endda flere tilmeldte i år i forhold til sidste år”.


Marts 2017